Kan du genkende disse symptomer?
- Svært ved at holde på vandet
- Skal ofte tisse
- Kan ikke gå ud af døren uden at have tisset
- Svært ved at holde på luft
- Mindre seksuel nydelse
- Tung fornemmelse i bækkenet
…Så læs mere omkring inkontinens herunder
Man regner med at ca. 400.000 personer i Danmark lider af urininkontinens, dvs. at man ikke kan holde på vandet når man hoster og nyser, løfter, hopper, løber, rejser og sætter sig. Man regner med at 1/4 er mænd og resten er kvinder.
Man regner med at 22% af alle kvinder i 45 års alderen har problemet og at 14% af alle kvinder mellem 30-59 også har problemet. Jo ældre man bliver jo større er hyppigheden af inkontinens.
Få behandling af en specialuddannet fysioterapeut
Som noget nyt hos Vinderup Fysioterapi, kan du få undersøgt og behandlet inkontinens. Behandlingerne foregår i lukkede rum og varetages af en specialuddannet fysioterapeut, som har mange års erfaring og specialviden inden for bækkenets anatomi, undersøgelse og behandling af bækkenets muskler og led.
Læs ofte stillede spørgsmål og svar om bækkenbundsmusklerne
Hvilke symptomer har du, hvis du er inkontinens?
Så har du svært ved at holde på vandet, hvis du f.eks. griner, hoster, hopper, løber eller laver anden fysisk aktivitet. Hvis du skal tisse, så skal du ofte skynde dig på toilettet – ellers kan du være bange for at det går galt, og du ikke kan holde dig. Du kan også have en tyngdefornemmelse i bækkenet og føle dig “tung” i bækkenet.
Kan inkontinens afhjælpes ved træning af bækkenbundsmusklerne?
Ja, du kan få hjælp af en fysioterapeut, som har specialuddannelse inden for underlivsområdet. Ofte skyldes inkontinens at der er opstået svaghed i bækkenbundsmusklerne, og disse muskler kan trænes op præcis som alle andre muskler i kroppen. Forskningen viser at bækkenbundstræning har effekt i ca. 70-90% af tilfældene.
Er det nemt selv at træne sine bækkenbundsmuskler, hvis musklerne er blevet svage?
Nej det er svært at træne bækkenbundsmusklerne, hvis de er blevet svage, da det er en lille muskelgruppe, som ikke kan ses udvendig fra, men kun fornemmes indvendig fra. Når bækkenbundsmusklerne spændes, et såkaldt knib, så sker der en meget lille bevægelse opad. Ved en korrekt knibeøvelse med bækkenbunden skal man ikke forsøge at suge eller trække maven ind og holde vejret. Bevægelsen og kraften i musklerne svarer til at lukke munden. Når bækkenbundsmusklerne fungerer normalt, så tænker man ikke over, hvornår eller hvordan man spænder i musklerne, da det sker automatisk og ubevidst. Men når musklerne er blevet svage, så forsvinder denne automastik. Det er denne automatik, der er målet med at genoptræne musklerne.
Kan man selv træne bækkenbundsmusklerne, hvis de er blevet svage?
Nej, det er ikke en god idé selv at træne, da forskning viser at man ofte gør det forkert, når først musklerne er blevet svage. Derfor har man brug for hjælp og vejledning til at komme i gang med at træne. Det er hjælp til selvhjælp, da man helst skal træne hver dag (ca. 15 min) for at træningen virker og musklerne bliver stærkere.
Hvor lang tid tager det at træne bækkenbundsmusklerne op?
Det tager ca. 3-5 måneder at træne musklerne op. Du skal træne i min én gang om dagen og gerne to gange. Det kræver koncentration og ro at træne, da det er svært at fange musklerne, når de er svage. Træningen bliver nemmere og nemmere i takt med at du bliver stærkere.
Smerter i underlivet
Oplever du smerter, ømhed eller spændinger i dine bækkenbundsmuskler og underliv? Har du smerter eller ømhed ved samleje?
Det kan skyldes spændinger i både dine bækkenbundsmuskler og muskler nederst i din mave og underliv.
Kan musklerne i bækkenbunden og underlivet behandles ligesom andre muskler i kroppen?
Ja, det kan de. Fysioterapeutiske behandling i form af udspænding og massage kan afhjælpe problemet.
Hvordan foregår behandlingen?
Behandlingen foregår i et lukket rum, og vil indeholde en indledende undersøgelse, hvor årsagen til dine smerter og spændinger afdækkes. Du vil også få viden om bækkenets anatomi og fysiologi og en forklaring på hvordan muskulære spændinger opstår. Behandlingen består bl.a. af blid massage og vejrtrækningsøvelser og enkelte hjemmeøvelser.
Har du lyst til at vide mere om bækkenbundstræning eller smerter i underlivet?
www.krop-fysik.dk og herefter søge på emnet “bækkenbund” eller “smerter i underlivet”
Du kan også søge på hjemmesiden www.kontinens.dk